RUDYARD KIPLING

  Nogle påstår, at forsynets direkte kontrol med tingene ophører øst for Suez; der overlades mennesket til Asiens guder og djævle, og den engelske statskirkes forsyn fører kun et lejlighedsvist og begrænset tilsyn med de sager, der vedrører englændere.

    Denne teori forklarer visse af de mere overflødige rædsler ved tilværelsen i Indien; den kan måske også bidrage til at forklare min historie. Min ven i politiet - Strickland - der ved så meget om Indiens indfødte, som nogen mand har godt af at vide, kan bevidne sagens kendsgerninger. Dumoise, vor læge, så også, hvad Strickland og jeg så. Men den konklusion, han uddrog  af indicierne, var ganske forkert. Han er død nu; han døde på en ret ejendommelig måde, hvorom der imidlertid er fortalt andet steds.

    Da Fleete kom til Indien, ejede han lidt penge og noget jord i Himalaya - i nærheden af et sted, der hedder Dharmsala. Han havde arvet begge dele efter en onkel, og han kom ud for at få udbytte af dem. Han var en stor, kraftig, gemytlig og uskadelig mand. Hans kendskab til de indfødte var naturligvis begrænset, og han klagede over, at sproget voldte ham vanskeligheder.
    Han red fra sin ejendom i bjergene til vor station for at tilbringe nytåret dèr og boede imens hos Strickland. Nytårsaften var der stor middag i klubben, og aftenen blev undskyl- deligt fugtig. Når mænd kommer sammen fra imperiets yderste grænseegne, har de en vis ret til at slå sig løs. Grænsekommandoet havde sendt os en flok hårde gutter, som i et helt år ikke havde set tyve hvide ansigter og som var vant til at ride femogtredive kilometer for at komme til middag på det nærmeste fort med fare for at blive ramt af en khyber-krigers kugle der, hvor deres drinks skulle havne. De fik noget ud af deres uvante sikkerhed, for de prøvede at spille pool med et sammenrullet pindsvin, og en af dem bar markøren stuen rundt i tænderne. En halv snes plantageejere nede sydfra var kommet til og diskuterede heste med Asiens største løgnhals, der forsøgte at overgå alle deres historier samtidigt. Alle var til stede, og der blev foretaget en almindelig mønstring og konstatering af, hvem der i det forløbne år var døde eller havde fået varigt men. Det var en særdeles fugtig aften, og jeg kan huske, at vi sang , Auld Lang Syne' med fødderne i polo­mesterskabspokalen og hovedet mellem stjernerne og svor på, at vi var fine venner allesammen. Så drog nogle af os bort for at annektere Burma, andre prøvede at trænge igennem Sudan og blev massakreret af dervisherne i det grusomme slagsmål uden for Suakim, atter andre vandt kors og bånd og stjerner, og nogle giftede sig, hvilket var slemt, mens andre gjorde ting, der var endnu værre, og resten af os blev i lænkerne og forsøgte at tjene penge på grundlag af mangelfulde erfaringer.
    Fleete begyndte aftenen med Sherry og bitter og fortsatte med champagne lige til desserten, efter hvilken han drak rå og ætsende Capri vin, der er lige så stærk som whisky, og likør til kaffen samt fire-fem whiskysjusser for at få mere skub i sit billardspil, hvorefter han klokken halv tre om morgenen gik over til øl og snitter og rundede det hele af med gammel cognac. Som følge heraf var han meget fornærmet på sin hest, fordi den hostede, da han klokken halv fire om morgenen og i fjorten graders frost kom ud til den, og han prøvede på at komme i sadlen ved at springe buk over hestens rumpe. Hesten rev sig løs og løb hjem i sin stald, hvorpå Strickland og jeg dannede en vanæresgarde for at eskortere Fleete hjem.Vor vej gik lige gennem den indfødte basar og tæt forbi et lille tempel for Hanuman, abeguden, som er en fremtrædende og agtværdig guddom. Alle guder har deres gode sider, det har alle præster også. Personlig højagter jeg Hanuman og er venlig mod hans folk - de store, grå bjergaber. Man ved aldrig, hvornår man kan få brug for en ven.
    Der var lys i templet, og idet vi gik forbi, kunne vi høre mandsstemmer synge salmer. I de indfødtes templer står præsterne op på alle tider af døgnet for at vise deres gud respekt. Inden vi nåede at gribe ind, for Fleete op ad trappen, dunkede to præster i ryggen og tværede alvorsfuldt asken på sin cigarstump rundt midt i panden på det røde stenbillede af Hanuman. Strickland forsøgte at slæbe ham bort, men han satte sig ned og sagde høj tydeligt:
   »Så I det? Dy-dyrets mærke! Dze var mig, der satte mærhket! Schmukt, hva?«
    Et halvt minut efter var der røre og opstandelse i templet, og Strickland, der vidste, hvad der kan komme ud af at besudle guder, sagde, at vi måtte være forberedt på hvad som helst. I kraft af sin officielle stilling, sit lange ophold i landet og sin svaghed for at færdes blandt de indfødte var han kendt af præsterne, og han følte sig ulykkelig over situationen. Fleete sad på gulvet og nægtede at flytte sig. Han sagde, at 'go'e gamle Hanuman' var en blød og dejlig sovepude.
    Så trådte en sølvmand uden varsel frem fra en niche bag gudebilledet. Han var splitternøgen i den bidende kulde, og hans krop skinnede som rimfrost, for han var, hvad Biblen kalder 'en spedalsk så hvid som sne'. Og han havde ikke noget ansigt, for han havde været spedalsk i mange år, og sygdommen havde mærket ham hårdt. Vi bøjede os ned over Fleete for at hale ham væk, og templet fyldtes hurtigt af mennesker, der syntes at vokse op af jorden. Pludselig sprang sølvmanden frem, smuttede ind under vore arme, idet han udstødte en lyd, der lød nøjagtigt som en odders mjaven, greb Fleete om livet og pressede sit hoved imod hans bryst, inden vi kunne forhindre det. Så trak han sig tilbage til en krog og sad der og mjavede, mens mængden spærrede alle dørene.
    Præsterne var meget forbitrede, indtil sølvmanden havde berørt Fleete. Den omfavnelse syntes imidlertid at dæmpe deres vrede. .
    Efter et par minutters tavshed kom en af præsterne hen til Strickland og sagde på ulasteligt engelsk: »Før Deres ven bort. Han er færdig med Hanuman, men Hanuman er ikke færdig med ham.« Mængden veg til side, og vi halede Fleete med ud på vejen
    Strickland var meget vred. Han sagde, at vi alle tre let kunne være blevet stukket ned, og at Fleete kunne takke sin lykkestjerne for, at han var sluppet fra det med hele lemmer.
    Men Fleete takkede ingen. Han sagde, at han ville i seng. Han var fuld som en pave. Vi drog videre. Strickland var tavs og bister. Så begyndte Fleete pludselig at ryste voldsomt over hele kroppen og svede. Han sagde, at stanken i basaren var ulidelig og at det undrede ham, at man tillod slagterhuse at ligge så tæt op til det engelske beboelseskvarter. »Kan I ikke lugte blodet?« sagde Fleete.
    Omsider fik vi ham i seng, netop som dagen begyndte at gry, og Strickland bød mig på en afskedssjus. Mens vi drak den, talte han om spektaklet i templet og indrømmede, at han følte sig mystificeret. Strickland hader at føle sig mystificeret af noget, der angår de indfødte, fordi han føler det som sin opgave at overgå dem med deres egne våben. Dette er endnu ikke lykkedes ham, men om femten eller tyve år vil han sikkert have gjort nogle mindre fremskridt.
    »De burde have gennempryglet os i stedet for blot at mjave ad os,« sagde han. »Gad vist, hvad det kan betyde. Det huer mig ikke rigtig.« Jeg sagde, at templets bestyrelses- komite sandsynligvis ville indgive kriminel anklage mod os for at have krænket deres religion. Der var en paragraf i den indiske straffelov, som ganske nøje omhandlede Fleetes forseelse. Strickland svarede, at han inderligt håbede og bad til, at de ville gøre det. Før jeg gik, kiggede jeg ind til Fleete, der lå og kradsede sig på venstre side af brystet. Så gik jeg i seng - forfrossen, nedtrykt og forstemt - klokken syv om morgenen.
    Ved ettiden red jeg over til Strickland for at spørge til Fleetes hoved. Jeg regnede med, at han ville have nogle slemme tømmermænd. Fleete sad ved frokostbordet og så ud til at have det rigtig skidt. Han var i fortrædeligt lune og skældte kokken ud, fordi kødet ikke kun var letstegt. En mand, som efter en skrap sviretur kan spise råt kød, er en mærkværdighed. Det sagde jeg til Fleete, og han lo.
    »Det er nogle mærkelige moskitoer, I har her på egnen,« sagde han. »De har stukket og skambidt mig, men kun på et sted.«
    »Lad os se på stikkene,« sagde Strickland. »Måske er det ikke så slemt som i morges.«
    Mens bøfferne blev stegt, knappede Fleete skjorten op og viste os, lige over det venstre bryst, et mærke, der var en tro kopi af de sorte rosetter på leopardens pels - fem-seks uregelmæssige pletter i en rundkreds. Strickland kiggede på det og sagde: »I morges var det kun lyserødt. Nu er det blevet sort.«
    Fleete skyndte sig hen til et spejl.
    »Du almægtige!« sagde han. »Det ser grimt ud. Hvad kan det være?«
    Det kunne vi ikke svare på. Men i det samme kom bøfferne ind, røde og saftige, og Fleete slugte tre af dem på en højst anstødelig måde. Han tyggede kun med sine højre kindtænder og kastede hovedet tilbage over den højre skulder, mens han guffede kødet i sig. Da han var færdig, gik det op for ham, at han havde opført sig mærkeligt, for han sagde undskyldende: »Jeg tror aldrig i mit liv, at jeg har været så sulten. Jeg har slugt maden som en struds.«
    Efter frokosten sagde Strickland til mig: »Gå ikke. Bliv her - og bliv her i nat.«
    I betragtning af, at jeg boede mindre end fem kilometer borte, var anmodningen absurd. Men Strickland insisterede og skulle lige til at sige noget, da Fleete afbrød ham med en lidt skamfuld erklæring om, at han nu var sulten igen. Strickland sendte en mand hjem til mig for at hente mit sengetøj og en hest, hvorpå vi alle tre gik ned til Stricklands stalde for at fordrive tiden der, indtil vi kunne komme ud på en ridetur. Den mand, der holder af heste, bliver aldrig træt af at se på dem, og når to mænd fordriver tiden på den måde, udveksler de viden og løgne.
    Der var fem heste i stalden, og jeg glemmer aldrig den scene, der opstod, da vi ville syne dem. Det var, som om de var blevet vanvittige. De stejlede og skreg og var nær ved at sparke deres båse i stumper og stykker; de svedte og dirrede og skummede og var ude af sig selv af skræk. Stricklands heste var ellers lige så fortrolige med ham som hans hunde, hvilket gjorde sagen endnu mere besynderlig. Vi forlod stalden, for at hestene i deres panik ikke skulle komme til at gøre sig selv fortræd. Så vendte Strickland tilbage og kaldte på mig. Hestene var stadig bange, men vi kunne dog »ae« og klappe dem og lægge deres hoved ind til vort bryst.
    »De er ikke bange for os,« sagde Strickland. »Jeg ville gerne give tre måneders løn, hvis Outrage her kunne tale og fortælle os, hvad den tænker.«
    Men Outrage var stum og kunne kun lægge hovedet kærligt ind til sin herre og pruste gennem næseborene, sådan som heste plejer at gøre, når der er noget, de gerne vil forklare, men ikke kan. Fleete kom til, mens vi var inde i stalden, og i samme øjeblik hestene så ham, brød deres paniske rædsel ud på ny. Det var kun med nød og næppe, at vi slap bort uden
 at blive sparket. »De kan åbenbart ikke lide dig, Fleete,« sagde Strickland.
    »Sludder og vrøvl,« sagde Fleete. »Min hoppe følger mig som en hund.«  Han gik hen til den; den stod i en bås for sig selv; men i samme øjeblik han fjernede spærrebommen, fo'r hesten frem, væltede ham omkuld og satte i galop ud i haven. Jeg lo, men Strickland morede sig ikke. Han tog med begge hænder om sit overskæg og trak til, så han nær havde revet det af. I stedet for at gå på jagt efter sin hest gabede Fleete og sagde, at han var søvnig. Han gik ind i huset for at lægge sig, hvilket var en tåbelig måde at tilbringe nytårsdag på.
    Strickland og jeg blev siddende i stalden, og han spurgte mig, om jeg ikke havde lagt mærke til noget særlig ejendommeligt ved Fleetes optræden. Jeg svarede, at han spiste som et dyr, men at det måske kunne skyldes, at han boede alene oppe i bjergene og derfor til daglig ikke havde lejlighed til at omgås så dannede og kultiverede mennesker som f. eks. ham og mig. Det morede Strickland sig heller ikke over. Jeg tror ikke, han hørte efter, hvad jeg sagde, for hans næste bemærkning drejede sig om mærket på Fleetes bryst, og jeg sagde, at det måske kunne stamme fra stik af vablefluer, eller at det muligvis var et modermærke, der først nu var slået igennem og blevet synligt. Vi var enige om, at det ikke så hyggeligt ud, og Strickland benyttede lejligheden til at sige, at jeg var et fjols.
    »Jeg kan ikke fortælle dig nu, hvad jeg tror,« sagde han, »for så vil du bare sige, at jeg er vanvittig, men du kommer til at blive her de første par dage, hvis det på nogen måde er dig muligt. Jeg vil have dig til at holde øje med Fleete, men sig ikke til mig, hvad du tror, før jeg selv har dannet mig en mening.«
    »Jamen, jeg skal spise ude i aften,« sagde jeg.
    »Det skal jeg også,« sagde Strickland, »og Fleete ligeledes.
Det vil sige, hvis han da ikke skifter mening.«
    Vi spadserede rundt i haven og røg tobak, men sagde ingenting - for vi var venner, og det ødelægger nydelsen af god tobak at snakke - før vi havde røget vore piber ud. Så gik vi ind for at vække Fleete. Han var lysvågen og fjumrede omkring i sit værelse.
    »Hør her, jeg vil gerne have nogle flere bøffer,« sagde han.
    »Kan jeg få det?«
    Vi lo og sagde: »Se nu at blive klædt om. Ponyerne er klar om et øjeblik.«
    »Udmærket,« sagde Fleete. »Jeg rider med, når jeg har fået bøfferne - de skal kun lige vendes på panden, husk det.«
    Det var tilsyneladende hans ramme alvor. Klokken var kun fire, og han havde spist frokost klokken et;  ikke desto mindre blev han længe ved med at tale om de letstegte bøffer. Så skiftede han til ridetøj og gik ud på verandaen. Hans ponyhoppe var endnu ikke blevet indfanget - ville ikke lade ham komme i nærheden af sig. Alle tre heste var helt ustyrlige vanvittige af skræk - og omsider sagde Fleete så, at han ville blive hjemme og se at få noget at spise. Strickland og jeg red undrende ud. Idet vi red forbi Hanumans tempel, kom sølvmanden ud og mjavede ad os.
    »Han hører ikke til den faste stab af præster ved templet,« sagde Strickland. »Jeg kunne morderlig godt tænke mig at give ham en ordentlig omgang.«
    Der var intet sus over vor galop på væddeløbsbanen den eftermiddag. Hestene var matte og bevægede sig, som om de på forhånd var redet trætte.
    »Den skræk, de fik efter frokost, har været for meget for dem,« sagde Strickland.
    Det var hans eneste bemærkning under resten af rideturen. Et par gange bandede han ganske vist for sig selv, men det regner jeg ikke med.
    Vi kom tilbage ved syvtiden, da det var mørkt, og så, at der ikke var tændt lys i bungalowen. »Pokker til forsømmelige tjenestefolk, jeg har!« sagde Strickland.
    Min hest stejlede for noget, der bevægede sig i indkørslen, og Fleete rejste sig op lige under dens mule.
    »Hvad ligger du her og kravler rundt i haven for?« sagde Strickland.
    Men begge hestene satte i spring og havde nær smidt os af. Vi steg af ved stalden og vendte tilbage til Fleete, som lå og kravlede rundt på alle fire under orangebuskene.
    »Hvad fanden går der af dig?« sagde Strickland.
    »Ingenting - absolut ingenting,« sagde Fleete meget hurtigt
    og med tykt mæle. »Jeg har gjort lidt havearbejde - botaniseret, forstår du. Lugten af jorder noget så vidunderlig. Jeg tror, jeg vil gå mig en tur en lang tur - hele natten.«
    Så forstod jeg, at der var et eller andet rivende galt på færde, og jeg sagde til Strickland: »Jeg tager ikke ud og spiser i aften.«
    »Åh, Gudskelov!« sagde Strickland. »Hør, rejs dig så op, Fleete. Du får feber, hvis du bliver liggende der. Kom med ind og spis middag og lad os få lamperne tændt. Vi spiser middag hjemme alle tre.«
    Fleete rejste sig modvilligt op og sagde: »Ikke noget lys ikke noget lys. Der er meget rarere herude. Lad os spise herude og få nogle flere bøffer - masser af letstegte bøffer - blodige bøffer med krølfedt.«
    Nu er en vinteraften bidende kold i det nordlige Indien, og Fleetes forslag tydede derfor slet og ret på vanvid.
    »Ind med dig,« sagde Strickland strengt. »Ind med dig og det straks.«
    Fleete fulgte med, og da lyset blev tændt, så vi, at han bogstaveligt talt var svinet til med snavs fra øverst til nederst. Han måtte have ligget og rullet sig rundt i haven. Han veg tilbage for lyset og gik ind i sit værelse. Hans øjne var uhyggelige at se på. Der var et grønt lys bag dem - ikke i dem, hvis De forstår, hvad jeg mener - og hans underkæbe hang slapt ned.
    Strickland sagde: »Der bliver ballade - stor ballade - i nat. Behold ridetøj et på.«
    Vi ventede og ventede på, at Fleete skulle komme tilbage, og imens bestilte vi middagen. Vi kunne høre ham bevæge sig omkring inde på sit værelse, men der var ikke tændt lys derinde. Pludselig lød der et langtrukkent ulvehyl inde fra værelset.
    Folk skriver og taler sorgløst om blodet, der fryser til is i ens årer, og om håret, der rejser sig på ens hoved. Begge disse følelser er alt for forfærdelige til, at man bør omtale dem med letsindighed. Mit hjerte stod stille, som om en kniv var jaget igennem det, Stricklands ansigt blev lige så hvidt som borddugen.
    Hylet blev gentaget og besvaredes af et andet hyl langt ude fra markerne.
    Det fik rædslen til at kulminere. Strickland fo'r ind i Fleetes værelse. Jeg fulgte lige efter, og vi så Fleete kravle ud ad vinduet. Han frembragte dyriske strubelyde. Han kunne ikke svare os, da vi kaldte på ham. Han spyttede.
    Jeg husker ikke helt, hvad der så skete, men jeg tror, at Strickland slog ham ned med den lange støvleknægt - ellers havde jeg aldrig kunnet komme til at sidde overskrævs på hans bryst. Fleete kunne ikke tale, han var kun i stand til at snerre - og hans snerren var en ulvs, ikke et menneskes. Menneskeånden måtte gradvis være ebbet ud af ham i dagens løb for helt at være forsvundet i skumringen. Vi havde at gøre med et dyr, der engang havde været Fleete.
    Tilfældet lod sig ikke forklare ud fra menneskelig eller fornuftig erfaring. Jeg gjorde forsøg på at sige »hundegalskab«, men kunne ikke få ordet frem, fordi jeg vidste, at det var løgn.
    Vi bandt dyret med læderremme fra punkah' en, bandt dets tommelfingre og storetæer sammen og kneblede det med et skohorn, som er en udmærket knebel, når man forstår at anbringe det rigtigt. Så bar vi det ind i spisestuen og sendte bud over til Dumoise, lægen, med besked om, at han skulle komme med det samme. Da vi havde sendt budet af sted, trak vi vejret dybt, og Strickland sagde: »Det nytter ikke noget. Dette her kan en læge ikke stille noget op overfor.« Og jeg vidste, at han talte sandhed.
    Dyret havde hovedet fri og kastede det fra den ene side til den anden. Enhver, der kom ind i stuen, måtte tro, at vi var i færd med at tampe et medmenneske. Det var den mest modbydelige fornemmelse ved det hele.
    Strickland sad med hagen i hånden og betragtede dyret, mens det vred sig på gulvet, men han sagde igenting. Skjorten var blevet flænget under slagsmålet og blottede den sorte roset på det venstre bryst. Den var hævet som en vabel.
    Mens vi tavse sad og betragtede dyret, hørte vi pludselig udenfor et væsen, der mjavede som en hunodder. Vi rejste os begge, og jeg - Strickland kan jeg ikke svare for - følte mig syg af væmmelse, virkelig fysisk syg. Vi sagde til hinanden - ligesom mændene i Pinafore - at det var katten.
    Dumoise indfandt sig, og aldrig har jeg set en lille mand blive så uprofessionelt chokeret. Han sagde, at det var et hjerteskærende tilfælde af hundegalskab, og at der ikke var noget at stille op. Og dulmende midler ville kun forlænge dødskampen. Dyret frådede om munden. Vi fortalte Dumoise, at Fleete et par gange var blevet bidt af hunde. Enhver, der holder et halvt dusin rottehunde, må være forberedt på at få et nap i ny og næ. Dumoise kunne intet udrette. Han kunne kun konstatere, at Fleete var ved at dø af hundegalskab. Så gav dyret sig til at hyle, for det var lykkedes det at spytte skohornet ud. Dumoise sagde, at han ville være rede til at bevidne dødsårsagen, og at døden i dette tilfælde var absolut vis. Han var en flink lille mand, og han tilbød at blive hos os, men det afslog Strickland at tage imod. Han ønskede ikke at ødelægge nytåret for Dumoise. Han bad ham kun om at lade være med at fortælle offentligt, hvad Fleete var død af.
     Derpå tog Dumoise dybt sindsbevæget af sted, og næppe var lyden af vognhjulenes rumlen døet bort, før Strickland hviskende betroede mig, hvad hans hemmelige mistanke i virkeligheden gik ud på. Den var så vildt usandsynlig, at han ikke vovede at sige den højt, og jeg, der havde ganske den samme opfattelse som Strickland, skammede mig i den grad over at kunne tro på den slags, at jeg på skrømt sagde ham imod.
    »Selv om sølvmanden også skulle have forgjort Fleete, fordi han besudlede Hanumans billede, kunne straffen ikke være kommet så hurtigt.«
    Mens jeg hviskede dette, lød det mjavende hyl atter uden for huset, og dyret sled så voldsomt og afsindigt for at komme fri, at vi var helt bange for, at det skulle sprænge læderremmene.
    »Pas på!« sagde Strickland. »Hvis dette sker seks gange, tager jeg loven i min egen hånd. Jeg befaler dig at hjælpe mig.«
    Han gik ind på sit eget værelse og vendte lidt efter tilbage med løbene af en gammel haglbøsse, en stump fiskesnøre, noget tykt reb og sin tunge træseng. Jeg meddelte ham, at de krampagtige anfald hver gang var fulgt efter hylene med to sekunders mellemrum, og at dyret nu virkede kendelig svækket.
    Strickland mumlede: »Men han kan ikke tage livet af ham!
    Han kan ikke tage livet af ham"«          
    Og skønt jeg vidste, at jeg argumenterede imod min egen indre overbevisning, sagde jeg: »Måske er det alligevel en kat. Det må være en kat. Hvis sølvmanden er skyld i dette, tror du så, han ville vove sig herhen?«
    Strickland lagde brændeknudeme bedre til rette i kaminen, stak bøsseløbene ind i flammerne, lagde rebet på bordet og brækkede en spadserestok midt over. Der var en meter fiskesnøre, tvundet af tarme og omvundet med ståltråd - den slags man bruger til mahseer-fiskeri - og han bandt de to ender sammen i en løkke.
    Så sagde han: »Hvordan kan vi fange ham? Han må tages levende og uskadt.«
    Jeg sagde, at vi måtte sætte vor lid til forsynet, bevæbne os med polokøller og forsigtigt liste ud i buskadset foran huset. Manden eller dyret, der hylede derude, bevægede sig åbenbart rundt om huset med samme regelmæssighed som en natvægter. Vi kunne vente på ham i buskadset, til han kom forbi, og så slå ham ned.
    Strickland accepterede dette forslag, og fra vinduet i badeværelset smuttede vi ud på verandaen og derfra videre over indkørslen og ind i buskadset.
    I måneskinnet fik vi øje på den spedalske, da han kom omkring hjørnet ved gavlen. Han var splitternøgen og gjorde nu og da holdt for at mjave og danse med sin egen skygge. Det var ikke noget lystigt syn, og når jeg tænkte på stakkels Fleete, der var blevet nedværdiget af en så ækel skabning, lagde jeg alle mine betænkeligheder på hylden og bestemte mig for at gå Strickland til hånde med alt lige fra de glødende bøsseløb til fiskesnøreløkken - fra lænderne til hovedet og tilbage igen - og udøve al den tortur, der måtte vise sig nødvendig.
    Den spedalske standsede et øjeblik foran verandaen, og vi fo'r løs på ham med vore polokøller. Han var utrolig stærk, og vi var bange for, at han skulle slippe fra os eller komme slemt til skade, før vi fik krammet på ham. Vi havde troet, at spedalske i fysisk henseende var nogle svæklinge, men det viste sig at være en misforståelse. Strickland slog benene væk under ham, og jeg satte foden på hans strube. Han mjavede afskyeligt, og selv gennem sålen på min ridestøvle kunne jeg føle, at hans kød ikke var en rask og sund mands kød.
    Han slog ud efter os med sine hænder og sine forrådnede fødder. Vi snørede snerten af en hundepisk omkring ham, under armhulerne, og slæbte ham baglæns ind i hall'en og derfra
     videre ind i spisestuen, hvor dyret lå. Dér bandt vi ham med kuffertremmene. Han gjorde intet forsøg på at undslippe, men lå og mjavede.
    Den scene, der udspilledes, da vi konfronterede ham med dyret, trodser enhver beskri- velse. Dyret krummede sig bagover i en bue, som var det blevet strykninforgiftet, og støn- nede på det ynkværdigste. Der skete også adskillige andre ting, men de kan ikke siges her.
    »Jeg tror, jeg havde ret,« sagde Strickland. »Og nu vil vi så bede ham om at kurere patienten.«
    Men den spedalske mjavede kun. Strickland svøbte et håndklæde omkring sin hånd og tog bøsseløb ene ud af ilden. Jeg stak halvdelen af den brækkede spadserestok gennem den løkke, vi havde lavet af fiskesnøren, og spændte den spedalske solidt fast til sengen. Jeg forstod nu, hvordan mænd og kvinder og små børn kan holde ud at se en heks blive levende brændt, for dyret lå stønnende på gulvet, og skønt sølvmanden ikke havde noget ansigt, kunne man se grufulde følelser passere igennem den klump, der engang havde været ansigtet, ganske som hedebølger flimrer hen over rødglødende jern som for eksempel bøsseløb.
    Strickland holdt en kort stund hånden for øjnene. Så gik vi i gang med arbejdet. Den del af historien skal ikke skildres på tryk.
    Dagen begyndte at gry, da den spedalske talte. Hans mjaven havde indtil da været utilfredsstillende. Dyret var besvimet af udmattelse, og der var meget stille i huset. Vi spændte remmene af den spedalske og befalede ham at uddrive den onde ånd. Han kravlede hen til dyret og lagde sin hånd på dets venstre bryst. Det var det hele. Så tumlede han om med ansigtet nedad og klynkede og snappede efter vejret.
    Vi iagttog dyrets ansigt og så Fleetes sjæl begynde at afspejle sig i dets øjne. Så sprang der sved frem på panden, og øjnene - nu var det menneskeøjne - gled i. Vi ventede en time, men Fleete sov stadig. Vi bar ham ind på hans værelse og befalede den spedalske at gå, idet vi gav ham lagnet til at skjule sin nøgenhed med samt sengen, handskerne og håndklæderne, som vi havde rørt ved ham med, tilligemed den piskesnert, der havde været spændt om hans krop. Han svøbte lagnet om sig og gik uden at tale eller mjave ud i den årle morgen.
    Strickland tørrede sit ansigt og satte sig ned. Et sted langt borte inde i byen slog et ur syv.
    »Præcis et døgn!« sagde Strickland. »Og jeg har begået tilstrækkeligt til at blive afskedi- get fra tjenesten og desuden sikre mig livsvarigt ophold på en galeanstalt. Tror du, vi er vågne?«
    De rødglødene bøsseløb var gledet ned på gulvet og sved tæppet. Lugten var kun alt for virkelig.
    Klokken elleve gik vi sammen ind for at vække Fleete. Vi så efter og konstaterede, at den sorte leopard-roset på hans bryst var forsvundet. Han var meget søvnig og træt, men i samme øjeblik han så os, sagde han: »Åh, gid fanden havde jer! Godt nytår. Man skal aldrig blande vin, øl og spiritus. Jeg er næsten død.«
    »Tak for det venlige ønske, men du er bagud med tidsregningen,« sagde Strickland.» I dag er det den 2. januar. Du har sovet et døgn og lidt til.«
    Døren gik op, og lille Dumoise stak hovedet indenfor. Han var kommet til fods og troede, vi var ved at gøre Fleete i stand til at blive lagt i kisten.
    Jeg har taget en sygeplejerske med,« sagde Dumoise. »Hun kan tage sig af . . . af det fornødne.«
    »Storartet,« sagde Fleete og satte sig overende i sengen.
    »Hun skal sandelig være velkommen!«
    Dumoise var lamslået. Strickland førte ham udenfor og forklarede ham, at der måtte have været en fejl i diagnosen. Dumoise var stadig målløs og forsvandt ilsomt. Han følte, at hans professionelle anseelse var blevet krænket og var tilbøjelig til at anse Fleetes helbredelse for at være en personlig fornærmelse. Strickland forlod ligeledes huset. Da han kom tilbage, fortalte han, at han havde aflagt besøg i Hanumans tempel for at tilbyde bod for besudlingen af guden, og at man højtideligt havde forsikret ham, at ingen englænder nogen sinde havde berørt gudebilledet, og at han var indbegrebet af alle dyder, men øjensynlig var bytte for en misforståelse. »Hvad mener du så?« sagde Strickland.
    »Der er mere mellem himmel og jord. . .« sagde jeg. Men Strickland hader det citat. Han siger, at jeg har slidt luven af det.
    Der skete endnu en ejendommelig ting, og den skræmte mig lige så meget som noget af det, der var sket i nattens løb. Da Fleete var kommet i tøjet, trådte han ind i spisestuen - og snusede. Han havde en pudsig måde at vrikke med næsen på, når han snusede. »Der er en rædsom hundestank herinde,« sagde han. »Du skulle nu passe dine rottehunde noget bedre, Strick. Har du prøvet svovl?«
    Men Strickland svarede ikke. Han greb om en stoleryg og fik uden mindste varsel et forbløffende hysterisk anfald. Det er frygteligt at se en stærk mand blive grebet af hysteri. Så slog det mig, at vi her i dette værelse havde kæmpet med sølvmanden om Fleetes sjæl og for bestandigt havde vanæret os som englændere, og jeg lo og gispede og gurglede lige så beskæmmende som Strickland, mens Fleete forundret så til og troede, at vi begge var gået fra forstanden. Vi fortalte ham aldrig, hvad vi havde gjort.
    Nogle år senere, da Strickland havde giftet sig og var et kirkesøgende medlem for sin kones skyld, mindedes vi episoden under en stilfærdig samtale, og Strickland foreslog, at jeg skulle lade den komme til offentlighedens kundskab.
    Personlig tror jeg ikke, at det vil kunne opklare mysteriet; for det første er der nemlig ingen, der vil tro på en temmelig ækel historie, og for det andet ved ethvert rettænkende menneske jo, at hedningemes guder kun er af sten og messing, hvorfor ethvert forsøg på at gøre andet og mere ud af dem retfærdigvis bør fordømmes.